Jeg fik mere, end jeg søgte!

Om at tage skridtet til at melde sig ind i Ågård Frimenighed

af Viggo Jensen

Jeg var ikke medlem af folkekirken og søgte faktisk bare et sted engang at blive begravet. Jeg kendte flere, som talte varmt om Ågård Frimenighed, så valget om medlemskab her var nærliggende i foråret 2000.

For at undersøge, hvad det var for noget, jeg havde meldt mig ind i, begyndte jeg at komme til gudstjenester, og her viste sig den første side af fællesskabet, jeg nu var en del af. Det var traditionen med at man efter gudstjenesten giver hånd - også til nye kirkegængere  - og småsnakker udenfor kirkedøren. De håndtryk, og dem man fik af præsten før og efter gudstjenesten, signalerede en behagelig nærhed og personlig interesse. Det gjorde, at jeg fik lyst til at se nærmere på og deltage i tilbud om foredrag og koncerter, der var beskrevet i kirkebladet. Her mødte jeg igen håndtrykkene, og den gode fornemmelse af at blive genkendt var af stor betydning.

Langsomt  voksede omfanget af fælles  oplevelser med den samling af meget forskellige mennesker, der kommer i Ågård Frimenighed, og det var hurtigt foredragenes indhold, som sagde mig mest. Særligt hæftede jeg mig ved, at disse oftest vinklede forskellige sider af etik, litteratur og politik, og at det var nysgerrighed om temaet mere end enighed om samme, der var afgørende for lydhørhed og debat.

Så kom arbejdslørdagene, og jeg genopdagede, hvor velgørende det er at have udrettet et praktisk stykke arbejde sammen, og det var nok herved, det første gang gik op for mig, at vil vi have noget lavet i Ågård Frimenighed, må vi selv gøre det, og vi har friheden til at gøre præcist, hvad vi vil -  indenfor vore egne økonomiske rammer.  Derved blev det indlysende, at vi har et forpligtende fællesskab, og derfor sagde jeg ja, da jeg for nogle år siden blev spurgt om at stille op til valg til bestyrelsen.

Det er ikke kun ved nadverbordet, der findes fælles måltider i Ågård Frimenighedskirke. Kendetegnende for nærmest alle fælles aktiviteter, udenfor gudstjenesten vel at mærke, er nemlig,  at der altid nydes kaffe/te undervejs, og som fælles afslutning indtages ofte frokost eller middag med tilhørende øl, vin eller vand, alt efter  hvad man foretrækker. Der er flere madkyndige folk i menigheden, så disse fælles måltider er altid forbundet med stor nydelse, hygge, nærvær og megen snak.

”Lugter det her nu ikke mere af sammenspisning end fællesspisning?” kunne man spørge.

Spørgsmålet er efter min mening meget relevant, og jeg er klar over, at i en beskrivelse som denne, kan det tage sig sådan ud. Jeg kan dertil sige, at mit møde med folk i frimenigheden generelt har været præget af åbenhed og interesse – og netop disse fælles måltider er yderst velegnede til at komme et skridt nærmere  ind på livet af hinanden, end de føromtalte håndtryk i sig selv er.

”Er der så kun hygge og kommen hinanden ved I Ågård Frimenighed?” kunne en anden kommentar være.

”Bestemt ikke!” er mit svar.  

Vi er fælles om at skabe rammerne for det, som foregår i og omkring kirken, og det kulturåbne og nutidsorienterede folkelige fællesskab, som jeg har forsøgt at beskrive her, genkender jeg  og får jeg udbygget i søndagenes prædikener på en vedkommende og virkelighedsnær måde – nogen gange med kant og altid i øjenhøjde.

Jeg, som udelukkende søgte et sted at blive begravet, har på Kirkebakken fundet et levende, kulturelt og åndeligt fællesskab med højt til loftet. Her hører jeg til!

 

 

De kulturelle arrangementer for både børn og voksne har været en øjenåbner for vores familie. Det er dejligt med Facebook og en god hjemmeside - det benytter vi os af (Paul Jakobsen)

Det grundtvigske er en central platform, som bl.a. betyder rummelighed og fortolkning af Bibelen med mange forskellige inspirationskilder (Lene Balle)